Mød en frivillig - portræt af Monica
Superkvinden Monica Falck Christiansen har overvundet et kræftforløb og giver i dag sine erfaringer videre til andre kræftramte: For mig er det et fællesskab
31-årige Monica Falck Christiansen fik tilbage i 2011 konstateret skjoldbruskkirtelkræft. Konsekvenserne heraf motiverede hende til at yde en indsats for andre kræftramte, og Monica har siden 2016 været frivillig i Kræftens Bekæmpelse.
Monicas nære kendskab til Kræftens Bekæmpelse begyndte tilbage i 2016 ved Ung Kræft i Aalborg. Til trods for at hun på det tidspunkt var blevet konstateret kræftfri, kæmpede hun stadig med de mange psykiske følgevirkninger, et kræftforløb har. Dette gjaldt bl.a. med ensomhed. Monica besluttede sig for at gøre en indsats for at ændre på det. Hun ønskede at finde et fællesskab, der gav mening, hvilket hun fandt i Ung Kræft Aalborg. Allerede et par måneder efter sit første arrangement, blev Monica tilkoblet som frivillig. For hende var det en måde at arbejde med sin egen sygdom og tanker, samtidig med at hun kunne give støtte og inspiration videre til andre unge kræftramte. Om fællesskabsfølelsen i foreningen siger hun:
- Det var noget andet at komme ud til de her unge mennesker i Ung Kræft, der havde de samme tanker og de samme ting at slås med, som jeg havde, selvom de endnu var under behandling. Jeg var jo færdig med min behandling, men der var nogen, der lige havde fået stillet diagnosen og nogen, der skulle i gang med nogle behandlinger. Selvom vi alle var i forskellige aldersgrupper (18-39 år), så havde vi alle de her ting tilfælles, som vi kunne snakke om.
En ændret 20-årig Monica
Dét, at Monica fik konstateret kræft i en ung alder, gør, at hun i høj grad i dag er i stand til at sætte sig i andres sted. Når hun reflekterer over sin egen kræftdiagnose, og det at få konstateret sygdommen i en ung alder, siger hun:
- Efter mine behandlinger var jeg bare et helt andet sted end de andre 20-årige på det her tidspunkt. Et andet sted end fx mine studiekammerater, der gik i byen hver fredag, lørdag og søndag. Der var jeg bare ikke mere, fordi der var sket så meget i mit liv i løbet af det her år. Så jeg tænkte: Så skal man nok noget andet! Og så kommer der også noget andet ud af det, fordi man ligesom finder en anden og ny omgangskreds.
Monica bor i dag i Strandby, og hendes frivillige indsats er derfor rykket tættere på hjembyen. Dog er paletten af opgaver, hun frivilligt tager på sig, kun blevet større. Hun er således bestyrelsesmedlem i Kræftens Bekæmpelses Lokalforening i Frederikshavn, indsamlingsleder ved Frederikshavn og omegns landsindsamling for Kræftens Bekæmpelse og næstformand i Stafet For Livet, hvor hun også er tovholder for holdet ’fighterne’. Herudover har hun siden januar 2020 været tilkoblet Ung Kræfts fortællerkorps, som er en gruppe af unge kræftramte, der er uddannet til at tage ud på skoler, arbejdspladser og arrangementer for at dele deres personlige historie. Monica er ligeledes aktiv i Nordic Youth Cancer, som er et samarbejde på tværs af nordiske lande (Danmark, Finland, Island og Norge), hvor man mødes en gang om året og online for at blive inspireret af hinanden i forhold til tiltag, aktiviteter og arrangementer, der skal gavne unge kræftramte.
Alt dette passer Monica ved siden af sit arbejde, og når man spørger hende om, hvad det mest givende ved den enorme frivillige indsats er, peger hun på det sociale aspekt ved det:
- Man kan connecte og være sammen med nogen på alle aldersniveauer, og det sociale i bare at få lov til at snakke med folk. Man behøver ikke altid at nævne kræft, men bare det, at man kan komme ud og være social og være en del af et fællesskab – det er helt sikkert det vigtigste for mig.
Måske det kan have reddet hende
Monica henviser også særligt til rollen i fortællerkorpset som enormt givende. Dette kan være i forbindelse med en indsats på en efterskole, der kan afføde refleksioner og spørgsmål hos eleverne, som lærerne ikke vidste, at eleverne gik med. Denne følelse af at nedbryde et tabu og udrette noget, gør, at indsatsen giver mening for Monica. Hun fortæller her om en specifik historie fra et arrangement på en efterskole, hvor en pige måtte trække sig, fordi oplægget blev for stærkt for hende. Efterfølgende fik Monica en snak med pigen, der gik med en masse tanker:
- Da jeg snakkede med lærerne et par uger efter, havde den pågældende pige endelig sagt ja til at gå til psykolog, og de havde fundet en psykolog til hende, så hun kunne snakke om de her ting. Det troede de aldrig, de var nået frem til, hvis ikke der var blevet åbnet op for det i forbindelse med mit oplæg. Så giver det virkelig mening med de her ting, og man tænker okay: Måske kan det have reddet hende fra at gå videre ned i en depression eller andet.
Monica er stolt af de indsatser, hun leverer som frivillig. Hun har afholdt utallige foredrag på skoler, efterskoler og gymnasier, hvor særligt de unge fyre op til foredraget kan opstille en facade og være ret skeptiske over for emnet kræft. Når Monica er færdig med sit foredrag, fører det dog ofte til spørgsmålsrunder, der kan vare timer, og at lytterne efterfølgende sværmer sammen i små grupper, hvor de i fællesskab forsøger at bearbejde de svære ting. I den forbindelse understreger hun værdien og vigtigheden i, at vi som mennesker lukker op for de svære samtaleemner – for hende har det altid været en succes, hvis hun giver folk noget med videre, der kan give stof til eftertanke.
For fremtidens frivillighed har Monica en bøn om flere – særligt unge – frivillige. Hun kan i nogen grad være bekymret for fremtidens frivillighed, og Monica tror på, at de mange frivillige foreninger i højere grad skal mobilisere sig på de sociale medier, hvis det frivillige arbejde skal fange den næste generations opmærksomhed – og hun er sikker på, at rigtig mange af de unge kan få rigtig meget fællesskab og sociale relationer ud af det.
Kom til Folkemøde om frivillighed
Synes du også, at Monicas historie lyder spændende? Så kan du kan møde hende og mange andre frivillige til Folkemøde om frivillighed til Frivillig Fredag den 29. september i Frivilligcenter Frederikshavn. Her kan du ligeledes høre meget mere om det at være frivillig og få en uforpligtende samtale om frivilligt arbejde.
Af Asbjørn Tang Mortensen og Karoline Winther Rasmussen