Utrættelig ildsjæl i FFI-fodbold: For mig handler det om det sociale, som er forbundet med det

Michael Jørgensen investerer mange af sine timer i FFI-fodbold, og det gælder både som træner og frivillig. Her har han trænet forskellige drengeårgange i alderen fra 10-17 år i de 13 år, han har været tilkoblet. Det var dog helt tilfældigt, at Michael opdagede passionen for at træne og arbejde med børn og unge mennesker – og i dag kan han slet ikke slippe det.

Michaels trænerkarriere startede for omkring 13 år siden, hvor hans dengang 12-årige søns hold en weekend manglede en træner til en hjemmekamp. Her meldte han sig frivilligt til posten, hvorefter det tog fart. Michael meldte sig igen som træner allerede weekenden efter, og hurtigt kontaktede han cheftræneren og efterspurgte en fast trænerstilling. Han trænede herefter sin søns hold i omkring 5 år, alt imens han tog diverse trænerkurser. Michael har i dag en B-licens, hvilket betyder, at han må træne både senior- og ungdomshold. Det er dog ikke målsætningen at træne seniorhold på højt niveau, for Michael nyder i høj grad at udvikle og arbejde med børn og unge mennesker:

- Det giver mig en glæde. At man kan se over en periode på 2 år, at spillere udvikler sig fra reelt kun at kunne lave en ”tåfiser” til pludselig at kunne lave gode afleveringer og sparke den op i hjørnet, det er helt fantastisk. De kan komme og fortælle mig, at de før blev mobbet, fordi de ikke kunne spille fodbold, men at de nu har fundet glæden ved at spille fodbold. Det er for mig en kæmpe gevinst.

Efter sønnike nåede en bestemt alder, og fodbolden blev mere konkurrencepræget, kunne der dog hurtigt opstå kontroverser mellem far og søn, og derfor blev de enige om at stoppe samarbejdet. Siden har Michael stået i spidsen for mange hold i spændet mellem U-10 og U-17, for det er blevet en fritidsinteresse, han slet ikke kan slippe. Senest overtog han en U-10-årgang i klubben, som han også trænede og udviklede i en længere årrække. Michael har altså arbejdet med utroligt mange unge mennesker i sin tid som træner i FFI-fodbold. I den forbindelse fortæller han kækt om, hvordan han ikke kan gå i fred, når der eksempelvis er Open by Night i byen. Man fornemmer dog hurtigt, at det lige præcis er det, der driver og motiverer Michael – nemlig det at give noget tilbage til de unge mennesker, som han selv var så privilegeret at få, da han startede i klubben allerede som 6-årig:

- Jeg havde som ungdomsspiller selv en dygtig og passioneret træner, som faktisk stadig er tilkoblet klubben. Det er fedt nu at kunne arbejde sammen, og for mig handler det om at give noget tilbage. Jeg har haft mange dygtige trænere i min tid som spiller klubben, og jeg vil gerne give tilbage til klubben og til de unge mennesker.

En ’duft’ af omklædningsrum, gamle fodboldstøvler og sure benskinner

Rollen som træner startede altså helt tilfældigt med sønnens hold. Når Michael bliver bedt om at tænke tilbage på de forventninger, han havde til opgaven, gør han det klart, at han ikke havde nogen. Det handlede mest om, at han skulle være sammen med sin søn, men han opdagede hurtigt, hvor sjovt det var at være sammen med alle de fantastiske drenge.

- Det var sjovt at komme ind i det her omklædningsrum, hvor der sidder 13 andre drenge, og der lugter bare af omklædningsrum, gamle fodboldstøvler og sure benskinner. Her røg jeg direkte tilbage til min egen ungdom. Den lugt er helt speciel, og jeg vil faktisk hellere kalde det en duft, som gør mig glad og motiverer mig.

Michael forklarer yderligere, hvordan det at at komme tilbage i klubben og ud på fodboldbanen lynhurtigt gav ham noget, som han havde manglet i sit liv:

- Jeg er IT-mand og er nærmest tvunget til at sidde foran en computer 8-9 timer om dagen. Det var som om, at da jeg sprang ud i den frivillige trænergerning, fandt jeg ud af, at der var noget, jeg var gået glip af. Det var virkelig en wow-oplevelse, og for mig er der i dag ikke noget skønnere end at komme væk fra al elektronik og ud på fodboldbanen i den friske luft, hvor jeg kan lave noget andet.

Det sociale er for mig det vigtigste

Når man spørger Michael om, hvordan man er en dygtig fodboldtræner, er han ikke i tvivl om, at det sociale betyder enormt meget for de unge mennesker. Udover at Michael qua sin store erfaring som gammel fodboldspiller og B-licens naturligvis kan tilbyde sine spillere en yderst kvalificeret træning, ønsker han også, at de skal få noget ekstra ud af deres tid som spillere i FFI-fodbold. Her spiller sociale arrangementer en kæmpe rolle for at fastholde spillere samt tiltrække nye spillere, hvilket betyder, at Michael frivilligt investerer enormt mange kræfter og energi på at give sine spillere lidt ekstra. Det har bl.a. været med til at betyde, at hans nuværende u-12 årgang på godt 1,5 år er vokset fra 12-26 spillere, hvilket han her forklarer:

- Ser vi på landsplan, kommer der færre og færre fodboldspillere. Det hænger naturligvis sammen med, at der er flere og flere tilbud i samfundet, så hvordan tiltrækker vi spillere, og hvordan fastholder vi dem? Her er kombinationen af sociale arrangementer ved siden af fodbolden for mig faktisk en nærmest 50/50 fordeling.

- Vi ved – hvis man ser på statistikkerne – at hvis man som træner udelukkende fokuserer på fodbolden og 15-20 spillere, som man ønsker skal blive elitespillere, og der ikke er nogle sociale arrangementer, varer det ikke mange år, før man har halveret sit antal af spillere, fordi det ikke er sjovt længere.

- Vi skal gøre det sjovt – fodbold er sjovt, men der skal også være mulighed for bowlingture, LAN-parties, overnatninger i klubben, vi skal til stævner og vi skal have vandkamp. Det er sjovt, og det skaber sammenhold, og kemien er vigtig i fodbold, for det er en holdsport.

En stor anerkendelse

For nogle år tilbage valgte klubben at kåre Michael som årets træner i ungdomsafdelingen. Det er en pris, der ikke uddeles hvert år, så det var bestemt en oplevelse og en anerkendelse, som gjorde et stort indtryk på ham. Han fortæller nærmest forlegent om oplevelsen, fordi han ikke bryder sig om opmærksomheden, der er forbundet med en sådan pris - man fornemmer dog tydeligt, at han er stolt af prisen, som han blev overrakt i forbindelse med et fællesspisningsarrangement i klubben:

- Jeg blev rigtig stolt og glad over, at der blev sat pris på mig. Det lyder helt forkert, for jeg får så meget hver dag, men det betød meget for mig, at klubben alligevel valgte at give mig denne ære. Vi har noget fællesspisning i klubben, som vores formand ringede og spurgte, om jeg ikke skulle med til. Jeg havde egentlig besluttet mig for at blive hjemme, men han syntes, jeg skulle med. Så jeg tænkte: Gratis mad, det siger jeg ikke nej til. Lige pludselig sidder der så 200 spillere og trænere i alle aldre, hvorefter jeg så blev kaldt op og fik et kram og nogle flotte ord på vejen. Det var en anerkendelse, jeg blev stolt af.

Af Asbjørn Tang Mortensen