Skip to main content

Mød en frivillig - portræt af Henriette

26. februar 2024

Frivillig på Frederikshavn Krisecenter: Det handler om nærvær og tryghed

Henriette Lunderskov Isaksen er frivillig på Frederikshavn Krisecenter. Her har hun været tilkoblet i 3,5 år, og det er på trods af, at hun ikke har en faglig baggrund inden for hverken krisehåndtering eller pædagogik. Alligevel har hun fundet en stor motivation for at støtte de kvinder og børn, som opholder sig på Krisecentret, for som hun selv siger: Det gavner mig at være der og være noget for andre!”

36-årige Henriette Lunderskov Isaksen har været frivillig på Frederikshavn Krisecenter i 3,5 år. Som frivillig på Krisecentret består arbejdsopgaverne primært af at være nærværende, skabe god stemning for de kvinder og børn, som opholder sig på centret og være med til at tage godt imod nye beboere. I centret er der fem værelser, hvor der i nogle værelser også er plads til børn, og kvinderne kommer i centret, fordi de har været udsat for vold i nære relationer. Det var dog helt tilfældigt, at det lige var på Krisecentret, Henriette blev frivillig:

- Det startede under corona, hvor jeg søgte efter et frivilligt arbejde. Det vigtigste for mig var at finde ud af, hvad jeg brændte for, og her faldt jeg over et opslag fra Krisecentret på Facebook. På trods af at jeg ikke har en faglig baggrund eller erfaring med arbejdet, kunne jeg med det samme mærke, at det var det, jeg skulle, siger Henriette og uddyber:

- Jeg havde lidt en forudindtaget forventning om, at det var et specielt samfundslag, jeg ville blive mødt af, men det var slet ikke tilfældet, da jeg trådte ind dernede. Der er et helt særligt fællesskab, hvor alle hjælper hinanden med at få tingene til at hænge sammen – uanset om man er frivillig, ansat eller beboer, og det er bestemt med til at drive lysten.

Henriette er i dag formand for Krisevagtforeningen, som er en uafhængig forening af Krisecentret. Der er tilkoblet omkring 30 frivillige i Krisevagtforeningen, der bliver finansieret gennem kontingenter og diverse fonde. Deres opgave er først og fremmest at agere støtte over for beboerne og de ansatte på Krisecentret. Det betyder, at der f.eks. er 24-timers frivillig bemanding på Krisecentret, hvilket er med til at skabe en nødvendig tryghed over for de kvinder og børn, der bor der. Desuden er Krisevagtforeningen ansvarlig for at planlægge diverse udflugter og arrangementer for familierne, samtidig med at de hjælper kvinderne ud i livet efter opholdet på Krisecentret:

- Vi hjælper til, når Krisecentret har en beboer, der skal flytte. Det kan både være økonomiske bidrag, men også hjælp til praktiske ting. Herudover arrangerer vi nogle forskellige begivenheder for kvinderne, hvor vi blandt andet har en årlig tur til Fårup Sommerland og en årlig dag med juledekorationer. Det er megafedt, at vi kan tilbyde familierne de her ting, forklarer Henriette.

24-timers bemanding
I løbet af interviewet lægger Henriette flere gange vægt på, at en frivillig tjans i som krisevagt ikke kræver en speciel uddannelse eller erfaring. Tværtimod finder hun en enorm styrke i, at mange af de frivillige kommer med vidt forskellige baggrunde og er forskellige steder i livet, fordi det netop gør, at beboerne har nogle forskellige mennesker at spejle sig i. Herudover udtrykker hun stor stolthed over, at de mange frivillige gør, at de kan tilbyde 24-timers bemanding i Krisecentret:

- Jeg tager typisk weekendvager 1-2 gange om måneden fordi det passer bedst med mit privatliv. Det vil sige, at jeg møder ind fredag aften kl. 19, og så tager jeg hjem igen næste morgen kl. 08. Andre er måske ikke så glade for at sove der, og det er også helt okay. Nogle nyder at kunne spise morgenmad med beboerne, imens andre hellere vil være der i aftentimerne. Det vigtigste for mig er bevidstheden om, at når jeg tager derfra, kommer der en ny, der brænder for det og er der for beboerne. Så kan jeg sige, at jeg har gjort mit for, at kvinderne har klaret en dag mere uden at vende tilbage til det, de kom fra, siger Henriette stolt, inden hun fortæller videre:

- Jeg føler en gavn ved at være der og være noget for andre. Man kan sige det sådan, at en time eller to har gjort noget godt for et andet menneske, men det har ikke taget noget for mig. Jeg har givet så lidt af mig selv for, at andre kan få det godt, og jeg tror, det er det mindset, der driver mange af os frivillige. Lige i øjeblikket kan det godt være svært, fordi de her skæbner kommer ind under huden på en, men det at kunne tilbyde dem nærvær og tryghed, de har brug for, gør bare, at det hele giver mening.

Det er de små sejre, der tæller
De frivillige på Krisecentret spiller en afgørende rolle for de uformelle relationer til beboerne, imens de ansatte i højere grad tager sig af de faglige og formelle opgaver. Den konstellation finder Henriette et enormt godt samspil i, og hun er glad for, at de frivillige på den måde kan supplere de ansatte i deres arbejde. Når det er sagt, får de frivillige alligevel hjælp til, hvordan de bedst muligt kan håndtere svære situationer, der kan opstå i Centret:

- Vi havde på et tidspunkt en børnepsykolog på besøg hos os frivillige, så vi kunne få en bedre forståelse for, hvordan vi bedst muligt håndterer børnene i centret. Mange af dem kommer fra ekstremt hårde vilkår, og det reagerer de meget forskelligt på. Børnepsykologen hjalp os i den forbindelse ved at give os nogle håndgribelige værktøjer, vi kan benytte os af, hvis der skulle opstå en situation, siger Henriette og uddyber:

- Det er med til at betyde, at vi kan give de her børn nogle små sejre i livet, som mange af os andre måske tager for givet og ikke giver noget for i hverdagen. Tiden i Krisecentret har været en øjenåbner for, at tingene måske ikke altid er så rosenrøde på den anden side af gaden. En banal ting som f.eks. at få lov til at lave pandekager eller at vinde et spil kort kan betyde noget helt særligt for de her børn, som får en bekræftelse i, at der er ting, de er gode til. Det er enormt givende for mig.

Hvis du synes, at det frivillige arbejde som krisevagt i Frederikshavn Krisecenter lyder interessant, er du altid velkommen til at kontakte Krisecentret på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., og ellers kan du finde dem på Facebook under siden ”Støtteforening for Krisecenter Frederikshavn”. Vagterne kan både være i morgen- og aftentimer og i weekender og hverdage afhængigt af, hvordan det passer bedst for dig. 

Af Asbjørn Tang Mortensen

Andre portrætter

Oprettet: 25. november 2024
Peter kæmpede for at holde liv i Strandby, og i dag strømmer folk til Sjov på Strandby Havn: For mig handler det om at give noget tilbage 33-årige...
Oprettet: 25. oktober 2024
Rikke Rugholt vil afstigmatisere psykiske lidelser: Vi skal være inkluderende frem for ekskluderende Min motivation for det frivillige arbejde stå...
Oprettet: 17. september 2024
Formanden i FUF ønsker nye perspektiver i debatten om unges mistrivsel: Lad os nu fokusere på alt det, de unge kan 56-årige Birgitte Mathiasen har...
Oprettet: 10. september 2024
Formanden i Frederikshavn Blackhawks har fulgt en sport i rivende udvikling - i Frederikshavn er vi bare de bedste Bjørn Kortegaard Fuglsang er fr...
Oprettet: 30. august 2024
Jens Erik Sørensen har været en frivillig drivkraft i hele sit liv: Hvis folk spørger, sige jeg bare ja 69-årige Jens Erik Sørensen fra Skagen kan...
Oprettet: 28. juni 2024
Anne-Grete er frivillig gældsrådgiver med en livslang passion for at hjælpe andre Motivationen bag Anne-Grete Jensens frivillige arbejde som gælds...
Oprettet: 27. maj 2024
Lotte og Hanne har gennem et helt liv gået forrest med frivilligt arbejde I madsalen hos Cup No.1 er der plads til alle slags mennesker som frivil...
Oprettet: 25. april 2024
Tove er frivillig håndboldtræner for et Special Olympics hold i FFI: Vi dyrker sport med et smil 65-årige Tove Varmløse Malmberg er frivillig i FF...